A. Børn i udsatte positioner

Som udgangspunkt møder vi hver dag barnet ud fra den tanke, at alle mennesker har en sund og frisk kerne som det inderste udgangspunkt – men at alle kan opleve i perioder eller kortere stunder at komme ud af balance. Hvis et barn kommer ud af balance, er det vores opgave at prøve som pædagoger og forældre at finde ind til denne energi og holde sig den for øje. Så barnet kan opleve sig genkendt på et dybere plan i sin ubalance, og  ad den vej kan det lykkes at bringe barnet tilbage til ”sig selv”. Det virker selvfølgelig forløsende for barnet at føle sig ”genkendt”.

Hvis det er lidt sværere og i længere perioder, at barnet er bragt ud af balance, skal der af og til lidt mere til. F.eks. at vi pædagoger (evt. sammen med forældrene) mødes og taler om, hvad vi kan gøre for at hjælpe barnet.

Det er også vores opgave som pædagoger at iagttage, om barnet har en mere blivende ubalance, der skal afhjælpes professionelt. Her kan vi efter samtale med forældrene kontakte småbørnskonsulenten i kommunen for at tale om, hvad der skal til af hjælp. Det kan være, at psykologen kommer og iagttager i institutionen og giver gode råd i samtale med pædagogerne og forældrene.

Når mange børn med forskellige hjemlige forhold bliver bragt sammen i en institution, vil der opstå situationer, hvor kulturer eller bare forskelligheder i bestemte situationer børnene imellem, børn/ andre forældre, børn/ pædagoger eller forældre/ pædagoger imellem kan komme til at støde lidt sammen. Her er det vores opgave som institution at være tydelige omkring, hvad vores kultur og vores gode vaner er – og hvor og hvordan vi ønsker, at kulturen og de gode vaner i børnehaven bliver respekteret, når familierne træder ind i institutionen. F.eks. om morgenen, hvor vi ønsker ro og hygge for at kunne starte morgenstunden uden uro og stress, og hvor vi har på et bestemt tidspunkt har en lille kreds, hvor vi synger morgensange m,m,

Samtidig er det vores opgave i institutionen at være åbne over for familierne og at kunne rumme forskelligheder.

Det er vigtigt for børnene at opleve sammenhæng i deres liv. Derfor er det også rigtigt vigtigt for dem at opleve, at forældre og pædagoger kan tale sammen, samarbejde og acceptere hinanden.

Dette gælder for alle børn og deres familier i institutionen, men for børn med en ubalance kan dette komme til at fylde mere – og da er det de voksnes opgave, at barnet føler, vi kan rumme barnet og dets familie, og at det er de voksne, der ser ovenstående og respekterer dette.

Det, at vi er mange forskellige personer i institutionen, gør, at et barn i ubalance lettere støder sammen med andre i det sociale liv.

Vi mener i vores institution, at dét at indgå i et socialt liv er en livslang proces, som man selvfølgelig ikke mestrer helt som børnehavebarn. Men vi er alle på vej i den proces, det er, at være et socialt menneske. De voksne er kommet længere erfaringsmæssigt, følelsesmæssigt og forstandsmæssigt i denne proces, og derfor er det altid den voksne, der har ansvaret for, at det sociale liv i institutionen kommer til at fungere.

I vores børnehave øver vi voksne os på ikke at blive forskrækkede, når børnene ”ryger i totterne på hinanden”. Vi forsøger at bevare roen og prøver at komme med gode konstruktive forslag til, hvordan en konflikt kan løses.

Det er naturligvis vores opgave, at et barn med f.eks. vrede eller hidsighed ikke kommer til at skade de øvrige børn, og derfor kan det være nødvendigt at fjerne et barn fra det sociale en kortere stund. Barnet er da er i nærheden af en voksen, som ønsker at lede barnet ud fra, hvor barnet befinder sig. Pædagogen prøver at vende barnets eventuelle frustration ved hjælp af forståelse, indlevelse og positivitet over for barnet og forsøger sammen med barnet at finde nye, gode veje.

Et af de vigtigste redskaber, vi som pædagoger har, er naturligvis først og fremmest indlevelsen i/empatien for barnet – men også, at vi kan sætte vores fordomsfrihed og vores fantasi i spil. Det vil sige, at vi i hver enkelt situation, hvor der opstår en konflikt – eller måske helst før – kan prøve at se barnet/situationen fra forskellige vinkler og se forskellige løsninger sammen med barnet og altid ud fra barnet.

Af og til må vi som pædagoger handle ud fra, at vi står med en hel gruppe af børn og skal i gang med en leg/en opgave – og så måske samtidig med et barn, der ikke formår at indgå i dette fællesskab. Her er den umiddelbare handling ofte, at pædagogen handler ud fra gruppen af børn – men altid med det for øje, at vi hurtigst muligt og helst med det samme samler op på det barn, der har det svært.

Samtidig ser vi vigtigheden af, at vi som pædagoger på forhånd har tilrettelagt dagsforløb, aktiviteter og indretning på en sådan måde, at de børn, der er sårbare, ude af balance eller på anden måde har det svært, kan tilgodeses i denne planlægning.

At vi arbejder med en fast rytme i vores institution betyder, at det ofte for de fleste børn er nemmere at falde ind, fordi det vi gør eller skal til at gøre, er forudsigeligt. Vi har iagttaget, at dette også gælder for de børn, der er i ubalance. At vi arbejder med inddragelse af gode vaner i vores hverdag, er også godt for de fleste børn. Her kan vi dog af og til være udfordrede med de børn, der har ubalancer m.m., fordi de måske netop ikke kan leve op til ”de gode vaner”. Her gælder det derfor om på forhånd at kunne have dette for øje – eller at være opfindsom/bevægelig/ nysgerrig omkring barnet for at finde en løsning. Dette så barnet ikke falder for meget igennem i forhold til de gode vaner, men tværtimod føler at have været inkluderet i gruppen på sin egen måde.