5. Naturen og naturfænomener

NATUREN OG NATURFÆNOMENER

Mål : At børnene i naturbørnehaven ofte kommer i berøring med de 4 elementer: jord, luft, vand og ild. Og at børnene i øvrigt får de oplevelser og erfaringer som de har brug for gennem naturen.

Jord:

  • Børnene bygger huler i skoven hvor de forbinder grenene med jorden for at hulen skal stå sikkert. Måske graves der lidt ned i jorden for at få en ekstra god hule.
  • De graver efter skatte eller de bygger noget op, laver vandkanaler i jorden eller veje.
  • Børnene oplever og erfarer jordens forskellighed, når den er mudret, når den er hård, når den er blød, når den er sandet og når den er en stor skrænt osv.
  • Om efteråret planter vi løg sammen med børnene. Vi arbejder i bedene i haven derhjemme, og af og til er et par af børnene med til dette.

Luft:

  • Vi blæser sæbebobler, puster til løvetandens frø om sommeren og spiller bold i luften.
  • Vi oplever regn, sne og blæsten i luften.
  • Måske laver vi drager, der flyver i luften.
  • Vi inviterer smeden en gang om året, så vi kan se ham puste med de store blæsebælge.

Vand:

  • Vi leger hvert forår og sommer meget ved bækken. Når vejret er til det ,må de smyge buksebenene op og vade ud i vandet, men ellers gå derud med gummistøvler på. Ved koldt vejr står de ved kanten og kaster pinde ud, eller de sender både af bark eller blade nedad bækken. Vi har også fiskenet med ned til bækken om sommeren .
  • Af og til filter vi med fede sæbespåner opløst i varmt vand. Og i øvrigt er børnene i forbindelse med vand ved de daglige huslige gøremål.
  • Efter et regnskyl laver børnene ofte vandkanaler.

Ild:

  • En eller to gange om året går vi til smeden som arbejder i sin smedje på skolen. Børnene ser hvordan han smeder jernet og holder jernet ind i ilden, så det bliver rødglødende og herefter kan bøjes.
  • Vi tænder ofte bål, mindst en gang om ugen.
  • De store på 5 år, får selv lov til at tænde levende lys, når den voksne er til stede og giver lov dertil.

Mål/vision ang. naturfænomener: At børnene ofte får ”aha”-oplevelser ved hjælp af de forvandlinger/åbenbaringer, der findes i naturen. Vi følger med i de naturlige processer som vi sammen kan undres over, gennemskue, og som vi måske kan synliggøre og dvæle ved. Det hele foregår i et tempo, som børnene kan følge med til, ikke med flere informationer, end de har brug for og helst i et billede sprog, som børn forstår.

Tiltag: Et eksempel på en naturoplevelse med æbler.:

Vi har et godt gammelt æbletræ i haven, der bærer så mange æbler, at de kan plukkes i massevis, og det kan børnene være med til sammen med den voksne. Vi viser børnene at æblet er klart til at blive plukket, når træet slipper (løsner) æblet/lader det falde ned i barnets hånd, uden at barnet behøver at vride for meget. Så samler vi de gode æbler i kurve og smider de dårlige i komposten. De gode æbler tager vi med hen til havebordet, og så gør vi et nummer ud af, hvordan æblerne bliver delt i skiver (for da kommer der stjerneblomst former til syne, hvori de små kærner ligger, dette oplever børnene som noget magisk og vil se det igen og igen). Eller vi skærer æblerne i både, eller midt igennem med en kniv. Vi siger f.eks.: ”Nu skærer vi stilken væk, den som har båret æblet, da det sad på træet.”  Så skærer vi blomsten væk, og her taler vi måske om, at engang i foråret var der fine hvide blomster på æbletræet, som i løbet af hele sommeren er blevet forvandlet til et æble. Og så er der kun den visne lille blomst tilbage. Vi laver måske æblegrød af nogle af æblerne og børnene pisker flødeskum og så spises der æblekage som en lille ”høstfest” oplevelse.

Et andet eksempel på en naturoplevelse: En dag var vi nede i skoven ved bækken og da så vi hejren sidde højt oppe, øverst i et nåletræ. Den sad der længe og vi fulgte den med øjnene og talte meget om den, især fordi det virkede stærkt på børnene at så stor en fugl sad så højt oppe. Pludselig så vi den dykke ned i bækken og flere af børnene mente bestemt at de så den flyve bort med en fisk. En anden dag så vi en fin rund fordybning i høet som vi havde foret vores hule med, det lignede helt bestemt at et dyr havde ligget der i flere nætter og der lugtede også af ”vildt”. Vi blev enige om at det nok var ræven, der havde overnattet der, da det var så koldt derude. Vi fik en lang snak om ræven og om dens liv i skoven. Sådanne oplevelser med dyr i skoven giver god anledning til samtaler, til glæde og til forståelse for dyrenes liv i skoven.